1. Forum
  2. Kost
  3. Sund Vægt
  4. Bulimi

Bulimi

majaff

majaff

2 indlæg
  • Skrevet

Jeg ved ikke om det er det rigtige sted, men jeg håber at i kan hjælpe.

 

jeg har en veninde som for et halvt år siden begyndte at tabe sig en del. Jeg tænkte ikke videre over det, da hun var begyndt på en uddanneles der handler om sundhed og mad. Hun har altid være en lille slank pige, men nu er hun virkelig slank. Ikke sådan sygeligt med virkelig slank. 

De sidste 4 gange jeg har set hende, har jeg lagt mærke til at at hun går på toilettet lige efter vi har spist, og kommer tilbage med lidt røde øjne. Den ene gang var jeg på toilettet efter hende, og kunne i toilettet se at der var blevet kastet op, da der var nogle rester. 

Jeg vil rigtig gerne snakke med hende om det, da jeg mener at det virkelig er alvorligt hvis hun har det problem, men jeg vil ikke have at hun føler at jeg angriber hende og at hun derved trækker sig væk fra mig. 

Jeg har talt med to af vores fælles veninder og de har ikke lagt mærke til toiletbesøgene, men de har lagt mærke til at hun pludselig begyndte at tabe sig.

Jeg fæler at jeg selv skal tale med hende og at jeg bliver nødt til at gøre det ansigt til ansigt, men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det, uden at hun føler sig angrebet. 

Jeg håber at der er nogen derude der har et forslag til hvordan jeg skal tale med hende så hun kan få noget hjæp!

På forhånd tak Smile

kviksen

kviksen

21 indlæg
  • Skrevet

Hej Maja

Det bedste råd jeg kan give dig, er at du siger til hende, at du synes du kan mærke at hun ikke har det helt godt, og at hun skal vide, at du er der for hende. Jeg synes ikke du skal sige, hvad du har set, din veninde skal selv beslutte sig for, at hun ønsker hjælp med sin spiseforstyrrelse. Hvis du bringer den konkrete situation på banen, kan du risikere at hun reagerer med forsvar, men hvis du i stedet blot viser din omsorg, ved hun, at du er der for hende, hvis/når hun er klar til at modtage din hjælp.

Håber mit svar kan hjælpe, jeg har selv haft en spiseforstyrrelse.

Mvh

Katrine

cæciliekramer

cæciliekramer

6 indlæg
  • Skrevet

Hej Maja.

Åh, sikke da en træls situation du er havnet i der. Jeg har selv haft en spiseforstyrrelse, men er nu endelig blevet normalvægtig med et normalt forhold til mad. 

Jeg vil af personlig erfaring råde dig til at konfrontere hende. Selvfølgelig ikke på en 'hey, jeg har set at du kaster din mad op'-agtig måde, men ved at fortælle hende, at du kan mærke at hun ikke har det godt. Man skal huske, at det ikke engang er sikkert, at hun selv forstår hvad der er galt. Hvorfor hun er ked af det, og hvorfor maden og kroppen bliver det hun angriber. Men uanset hvad, er det bare vigtigt, at hun får en form for sygdomserkendelse. Det er vigtigt, at hun selv indser, at hun er syg. Hvis ikke hun gør det, er det stortset en umulig opgave at tale fornuft ind i hovedet på hende. Hun er nødt til erkende det. 

Jeg kan huske da jeg selv var syg, og gik på gymnasiet. Jeg havde det ad helvedes til, og jeg kan huske, at det virkelig undrede mig, at mine klassekammerater ikke konfronterede mig. De kunne jo se, at jeg ikke havde det godt. Men det havde det jo bare præcist ligesom dig, og det kan jeg godt forstå. Men jeg synes virkelig du skal konfrontere hende. Snakke med hende om, hvad det er der gør ondt. Også selvom det er en latterligt svær samtale. 

Hun kommer ikke til at undgå, at føle sig angrebet. Men her er det vigtigt, at du i det mindste får sat noget i gang oven i hovedet på hende. At hun begynder at tænke over det. Og selvom hun måske bliver vred på dig, så bare vær insisterende. Bliv ved med at vise, at du er der for hende og vil snakke med hende.

Held og lykke. Jeg håber det kan hjælpe.